Artikler
Skrivekugler
Litterær oversættelse
The Bottom Line (English).docx
Citater
(Foto: Linda Hansen)Her er nogle prøver på det Shakespeare-projekt, der fylder mine dage (og år) for tiden. Først fra ”Antonius og Cleopatra”, 2. akt, 2. scene; soldaten Enobarbus skildrer, hvordan Cleopatra første gang viste sig for Antonius på en båd på floden Cydnus. (Passagen er også berømt ved at være citeret i T.S. Eliots ”Ødemarken”.)
”Den båd, hun sad i, flammede på vandet
som en poleret tronstol; agterstavnen
var drevet guld; de purpurrøde sejl
så fyldt med vellugt, at de lette vindpust
blev elskovssyge suk; og bådens årer,
der var af sølv, holdt takt til fløjtespil
og drev det vand, de ramte, hurtigt med sig,
som om det smægted efter deres slag.
Hun selv fordunkled alt hvad der kan skildres;
hun hviled i et guldindvirket telt,
mer strålende end Venus på et billed,
hvor fantasien overgår naturen.
På begge sider stod små kønne drenge
med amoriners smil og svaled hende
med farverige vifter, men den luftning,
der køled hendes yndefulde kinder,
gav dem fornyet glød og syntes dermed
at vække hvad den dæmped.”
I en helt anden toneart er den blide, fromme og svage kong Henry VI's monolog fra "3. del af Henry VI", anden akt, hvor kongen under slaget ved Towton har fjernet sig fra kampen - efter ordre fra sin dronning og sin feltherre, fordi han bringer uheld! - og nu filosoferer over krigens tilfældigheder og livets lod:
"Det går med slaget som med daggry-krigen,
når skyer dør i kamp mod lysets vækst
og hyrden puster på de kolde fingre
og knap kan skelne mellem nat og dag.
Nu bølger det herhen, som havets vand,
når springflod tvinger det til strid mod vinden.
Nu bølger det det anden vej, som havet
der må gi op mod vindens raseri.
Snart vinder floden frem, snart er det vinden,
nu står den ene bedst, og nu den anden,
de kæmper begge bryst mod bryst om sejren,
men ingen hverken vinder eller taber:
sådan står denne grumme krig i stampe.
Jeg sætter mig her på et muldvarpskud.
Må sejren falde ud til den, Gud vil.
For Margaret, min dronning, og lord Clifford
har jaget mig fra kampen; begge svor de,
at de har større held, når jeg er ude.
Gid jeg var død, hvis blot det var Guds vilje.
For hvad er verden, mer end sorg og plage?
Åh Gud! Mon ikke det er livets lykke
at være blot en jævn og simpel hyrde,
at sidde på en knold, som jeg gør nu,
og skære fine mærker i en solring,
der tæller hvert minut, som tiden går;
at se, hvor mange der gør timen fuld,
hvor mange timer der skal til en dag,
hvor mange dage der fuldender året,
hvor mange år en dødelig kan leve.
Og så, når det står fast, at dele tiden:
så mange timer skal jeg vogte hjorden,
så mange timer skal jeg hvile mig,
så mange timer bruge på min andagt,
så mange timer på mit tidsfordriv;
så mange dage vil min flok gå drægtig,
så mange uger går der, før de læmmer,
så mange år, før jeg skal klippe ulden.
Minutter, timer, dage, uger, år,
der går som deres skaber har bestemt,
vil lede hvide hår til gravens ro.
Åh, hvilket herligt liv det kunne være!
Mon ikke tjørnen gir en bedre skygge
til hyrder, når de ser på deres kræ,
end perlestukne baldakiner gir
til konger, der må skælve for et oprør?
Jovist, det gør den, tusind gange bedre.
Og endelig, en hyrdes hytteost,
hans kolde, tynde drik af læderflasken,
hans vante søvn i træets svale skygge,
alt det han nyder fredeligt og sødt,
det overgår en fyrstes lækkerier,
hans proviant i gyldne skåles glans,
hans krop, der lægges i en velredt seng,
mens mistro, svig og frygt opvarter ham."
Og til sidst Shakespeares Sonet nr. 25
Lad dem, hvis stjerner gir dem lykkens trumf,
kun prale af de hæderstegn, de bærer,
mens jeg, som skæbnen nægter den triumf,
står uset stærk ved det, jeg højest ærer.
Kort blomstrer de, der får en fyrstes gunst,
som morgenfruer åbner sig for lyset;
for mærker de unådens kolde dunst,
så visner deres gyldne pragt ved gyset.
En arret kriger, som i tusind slag
har vundet sejr og ry i hver en krog,
kan glemmes for ét enkelt nederlag,
som om han aldrig stod i ærens bog.
Men jeg, der elsker og er elsket selv,
har fundet mit usvigelige held.