Forside CV Værkliste Anmeldelser Citater English
Niels Brunse
Lupinvej 5
3450 Allerød
tlf. 26 79 89 89

Artikler
Skrivekugler Litterær oversættelse The Bottom Line (English).docx
Anmeldelser
(Foto: Betina Gadegaard)

Herfra skal lyde en oprigtig hyldest til Niels Brunse. Han har et historisk storværk i støbeskeen, det 21. århundredes Shakespeare på dansk.
(Bettina Heltberg om "Samlede Skuespil", bind 4, Politiken, 6. april 2014)

Niels Brunses oversættelser er en kæmpegave til dansk kultur.
(Bo Hakon Jørgensen om "Samlede Skuespil", bind 4, Kristeligt Dagblad, 11. januar 2014)

Det kunne sandsynligvis være gjort anderledes, men ikke bedre.
(Lars Ole Sauerberg om "Samlede Skuespil", bind 2, Jyllands-Posten, 4. november 2012)

Sidder man med originalteksterne (...) får man virkelig et indtryk af, hvor opfindsom en verbalakrobat Brunse er.
(Helle Broberg Nielsen om "Samlede Skuespil", bind 2, Weekendavisen, 16. november 2012)

Bogen er letlæst og bærer sin lærdom med diskretion og elegance. En læsefryd med genkendelser og provokationer for alle dem, der kender deres barde i forvejen, og som her får opfrisket og suppleret det kendte stof, og en appetitvækkende introduktion for dem, der endnu har en af vor civilisations mest fascinerende skikkelser og hans produktion til gode.
(Lars Ole Sauerberg om "Shakespeares ansigter", Jyllandsposten, 26. marts 2011)

Det er velskrevet, sagligt uden at kede og ofte ganske morsomt.
(Per Krogh Hansen om "Shakespeares ansigter", Berlingske, 27. maj 2011)

Kan varmt anbefales som en førstevalgs-guide til Shakespeares liv og samtid.
(Helle Broberg Nielsen om "Shakespeares ansigter", Weekendavisen, 1. april 2011)

Vi taler om begyndelsen på en historisk bedrift. Og om en dobbelt hyldest: både til originalen - hep, hep for Shakespeare! - og vores eget modersmål.
(Per Theil om Shakespeare: "Samlede Skuespil", bind 1, i Politiken, 19. november 2010)

Hold da op, hvor det synger og vrænger flot over disse første 628 bogsider, som i sig selv har været et udmattende arbejde. Og værsågod: Der er vel 3500 bogsider foran dig, Brunse...
(Joakim Jakobsen om "Samlede Skuespil", bd. 1, i Weekendavisen, 19. november 2010)

Niels Brunse (...) er ingen Shakespeare-novice. Han har allerede for længe siden oversat næsten halvdelen af skuespillene, og at han nu er i færd med at fuldende rækken - i kronologisk rækkefølge - er en gave til det danske sprog. Shakespeare tilhører verdenslitteraturen. Shakespeare på godt dansk tilhører dansk litteratur. Tak til Brunse for at minde os om dét.
(Søren Kassebeer om "Samlede Skuespil", bd. 1, Berlingske Tidende, 7. januar 2011)

At lægge øre og øje til Seamus Heaneys digte - fremragende oversat af Niels Brunse - er simpelthen en af de store oplevelser.
(Jørgen Johansen om "District and Circle" i Berlingske Tidende, 15. maj 2009)

Forventningerne til Niels Brunses Shakespeare – det kan han lige så godt belave sig på – er tårnhøje. Han har vist, at han kan lave pasticher, altså efterligninger af andre tiders sprog, først og fremmest i den sprudlende oversættelse af Erica Jongs ”Fanny”. Han har vist, at han kan finde det rette ord på det rigtige sted. I ”En skærsommernatsdrøm” spørger Oberon Puk, om han har ”spændt tryllelænke med elskovssaft om hin atheners øje”. Ifølge Østerbergs hundrede år gamle oversættelse. Shakespeare fortjener, at han siger noget, der er mindre støvet. Vi venter spændt på de tryllelænker, Niels Brunse vil smede, for at sige det med støv på.
(Thomas Bredsdorff i ”Ugens portræt” i Politiken, 27. april 2007)

Mest vidunderlig er forestillingen faktisk i de øjeblikke, hvor dobbeltmennesket Hüttel-Jensen træder loyalt tilbage og med sin klare diktion nærmest stiller teksterne frem til skue, citerer, snarere end spiller dem. Sikken rigdom af ord. Og så får vi også lov at høre, hvor genial en oversætter Niels Brunse er.
(Jakob Steen Olsen om ”Shakespeare i forsamlingshuset” med Paul Hüttel på Får 302, Berlingske Tidende 15. februar 2007)

Tak for i aften – så blev vi så meget mere dannede.
(Bettina Heltberg om ”Shakespeare i forsamlingshuset”, Politiken 14. februar 2007)

Jeg har ikke læst Peter Carey på originalsproget, men hvis hans engelske er lige så raffineret, som det fremtræder i Niels Brunses danske udgave, er han ikke bare en fremragende fortæller, men også en fornem sprogkunstner.
(Thomas Harder om Peter Carey: ”Mit liv som falsum”, Politiken 3. februar 2007)

Deri består styrken i Niels Brunses lidt skematiske kammerspil, der også er udkommet i bogform: At det blotlægger en forpint menneskesjæl og et langt og smertefuldt livs historie for os. At det stiller nogle vigtige og formentlig ubesvarlige spørgsmål om tilgivelse, forsoning og retten til at skabe sig et nyt og bedre liv efter et enkelt øjebliks dumhed. Spørgsmål, der ikke kun relaterer sig til en gammel krig.
(Henrik Lyding om ”Skyggen fra 44” med Preben Harris og Christine Albrechtslund på Rialto, Jyllandsposten 27. marts 2006)

Når så mange forestillinger bevidst henvender sig til et ungdomspublikum, er det befriende at få en opsætning, der udelukkende henvender sig til Ældresagens brugere, primært dem som er gangbesværede, så de ikke diskret kan smutte under forestillingen.
(Lars Wredstrøm om ”Skyggen fra 44”, Børsen marts 2006)

De læsere, der holder af Brunses nyklassiker ”Ramoth-Bezer”, kan glæde sig. ”Havmanden” har noget af den samme magi. Tidsmaskiner findes ikke – og dog: Brunse dokumenterer endnu en gang, at romaner er tidsmaskiner, der evner at transportere sjæle gennem århundrederne. (…) Og så skriver han så godt om elskov, at man forstår, at kønnenes leg og lyst er den konstant, der som intet andet evner at modstå tidens pres.
(Jes Stein Pedersen om ”Havmanden”, Politiken 20. august 2005)

Romanen er dog først og fremmest båret af Brunses smittende fascination af 1600-tallets England og af hans kærlighed til den store digter Milton, som han lystfuldt lader sin hovedperson møde. Og så er romanen regulært spændende og underholdende.
(Lars Handesten om ”Havmanden”, Berlingske Tidende 2. september 2005)

Genremæssigt former ”Havmanden” sig som en prægtig blanding af historisk roman, science fiction, computerspil (”Du er selv hovedperson i historien”), kærligheds- og rejseroman i traditionen fra ”Robinson Crusoe”. Metaroman kan den også kaldes, eftersom den fortælles i et fængsels lukkede rum, hvor den talende alene er henvist til sin rekonstruerende erindring, til et rekapitulationsrum, et fortællerum, som han siger. En ”parallelverden”, om man vil, litteraturens og fantasiens. (…) Politisk og socialt har romanen sit perspektiv i drømmene om en anden bedre verden, de drømme der dengang som nu nemt risikerer at ende med drømmens dæmoniske modsætning. (…) Hvad angår fortiden, kan der være en glæde i at kvitte drømmen om at lave verden om fra grunden af. Hvad ”Havmanden” da kan lære os, er på en måde at elske historien. Herunder historien, som vi får den fortalt af en digter.
(Erik Skyum-Nielsen om ”Havmanden”, Information 22. august 2005)

Brunses historiske, litterære og teologiske lærdom er suveræn og gør sig ubesværet gældende i den vidtløftige, underholdende, ildevarslende handlingsgang med mange lag, så læsningen bliver en stadig pirring af nysgerrigheden. (…) Niels Brunse har skrevet endnu en betagende og original roman, der fanger læseren i sin tidsmaskine og får tiden til at stå stille, mens den går.
(Johs. H. Christensen om ”Havmanden”, Jyllandsposten 22. oktober 2005)

Og når en tidsrejse ikke er morsom, er den virkelig, virkelig kedelig, og det er ”Havmanden”, virkelig, virkelig, virkelig.
(Lars Bukdahl om ”Havmanden”, Weekendavisen 28. oktober 2005)